Det er et spørgsmål jeg syntes dukker op i mit hovede oftere og oftere. Jeg har købt hus med min kæreste og vi har fået fællesøkonomi. Vi snakker fra tid til anden om vores fremtid blandt andet ægteskab og børn. Men er det helt ved siden af hvis jeg nogengange stadig tænker: det vil jeg gerne når jeg bliver voksen?!? Hvornår er man voksen og er det definitionen på voksen at have hus og fællesøkonomi? Jeg har hele mit liv tænkt (nok ligesom alle andre mennesker) at mine forældre var voksne. De havde ret hurtigt styr på hus, bil, karriere og børn. Nu sidder jeg selv i en alder af 25 med min kæreste og har hus, bil og karriere. Så er det måske det at få børn der definere om man er voksen? Hvad sker der hvis jeg stadig ikke føler mig sådan rigtigt voksen når vi så har fået børn?
Vi lever i et samfund i dag hvor der lægges pres på vores skuldre fra alle sider og vi er også blevet virkelig dygtige til at lægge pres på os selv. Når jeg snakker med mine veninder har de alle samme svar på spørgsmål omkring børn og ægteskab. Alle vil have styr på deres uddannelse og vil helst også have kickstartet karrierer livet. Alle vil have købt hus, bil og hund og så skal alle også helst have rejst jorden tyndt før der er tid til børn. For ens liv slutter jo når man bliver gift og får børn, ikke?
Jeg er fra den gamle skole hvad angår traditioner og jeg vil gerne giftes før vi skal have børn. Jeg har præcis som mine veninder også selv samme forestilling omkring ambitioner og mål inden der kommer børn ind i billedet. Jeg vil gerne have styr på hus, bil, karriere og føle at jeg har set store dele af verden inden. Men hvorfor er det blevet sådan at man ikke kan nogle af de ting når først der kommer børn ind i billedet? Hvorfor er alle unge mennesker i dag så stålsat på at have den “perfekte” tilværelse før de begynder at leve livet? Er det ikke meningen man skal vokse med opgaven som forældre, og er det ikke meningen man skal blive ved med at udvikle sig hele livet igennem. Jeg ved med ret stor sikkerhed at mine ambitioner og mål her i livet vil blive ved med at ændre sig, eller tilpasse sig om man vil, i takt med jeg bliver ældre.
Jeg syntes der er så mange ubesvarede spørgsmål, men er det egentlig ikke okay at man ikke ved alting på forhånd eller har sikret sig alting på forhånd? Jeg har mange kollegaer der har stiftet familie mens de har fløjet som stewardesser, jeg har også kollegaer hvor det ikke kunne hænge sammen derhjemme. Så de måtte droppe drømmejobbet for en stund, og vende tilbage når tid var der igen. Hvem af de to bliver jeg? Kan vi få det hele til at gå op i en højere enhed herhjemme når vi på et tidspunkt gerne vil stifte familie?
En af de episoder vi for nyligt har oplevet herhjemme, som jeg syntes går ind under kategorien at være voksen, var da vores tørretumbler inden skiferien døde og vores gasfyr mens vi var på skiferie gik i stykker! Dét må altså betyde at man er rigtigt voksen når man lige pludselig skal prioritere ny tørretumbler og VVS mand, fremfor nye sko og ting til hjemmet, eller er det bare en del af livet?
Mascha Vang skriver på sin blog til spørgmålet om hun vil have flere børn. Det skulle være 50/50, og det skulle være med enten au-pair eller en der kommer et par gange om ugen og tager sig af hjemmet. Ellers ville jeg slet ikke ønske at få et barn mere. Jeg gider heller ikke sidde alene om aftenen eller i weekender, med børn der skal puttes og madpakker der skal smøres, og siger altså ikke: ?smut du bare ud og gør karriere, så står jeg for familien?. Hva? så med min karriere, og mine drømme? Man skal bakke hinanden op, selvfølgelig, men aftenmøder, weekendtjanser og den slags må fordeles 50/50. Det er nok det jeg tænker mest over, at jeg ikke har lysten til at trække læsset en gang mere. Slet ikke når nu jeg godt kunne affinde mig med ét barn. Jeg har nu dagene efter dette indlæg set hvordan folk reagere meget kraftigt på hendes holdning. Men er det egentlig SÅ forkert af kvinder at kræve det samme af deres mænd som mændende kræver af dem? Hvor står den regel henne der har fået hele samfundet til at opfatte alt ang. børn som kvindens opgave? Er det ikke okay i år 2017 som kvinde at have høje ambitioner, samtidig med familieliv? Hvorfor skal det ene udelukke det andet?
?