Tough life as cabin crew

Bliver jeg nogensinde tilfreds?

Billederne i dette indlæg er fra mit første halvmaraton i 2014 sammen med min søde veninde Simone. 

Hvis jeg nu bare lige tabte mig 5 kilo så bliver jeg meget gladere og mit tøj sidder meget pænere! Tænker alle kvinder sådan om sig selv i dag? Hvorfor er det de 5 kilo for mange kvinder der gør forskellen? Jeg tænker tit sådan selv! Jeg har nogengange lange perioder hvor jeg ikke føler jeg ser pæn ud i noget af det tøj jeg har i mit skab.

Jeg har rigtig nemt ved at komme i dårligt humør over ikke at føle mig tilpas i min egen krop. Det er særligt følelsen af at mine deller stikker ud over det hele, der kan ødelægge mit humør. Jeg er ikke god til deller, jeg kan ikke lide dem og jeg ser dem med det samme og nogengange ser jeg kún dem. Jeg har altid godt kunne lide fine, rene linjer og det er faktisk uanset hvad vi snakker om. Men fine, rene linjer er ikke deller der stikker ud over mine jeans, BH dellerne ved armene eller vingerne omme på ryggen (jo du ved godt hvad for nogle deller jeg snakker om!)

Det er lige præcis de 3 “områder” der er mine “triggere” for dårligt humør og utilpashed. Jeg har altid haft lange flotte slanke ben med en tydelig stærk læg muskel. Jeg har lige så langt tilbage jeg kan huske, aldrig haft fokus på mine ben. Måske er det fordi jeg i min underbevidsthed ikke har haft noget problem med udseendet på mine ben? Så mit kære hovede har fokuseret på min overkrop som jeg har en del negative tanker om. Heldigvis mest i perioder. 

Petras program på DR1 der hedder “Petra elsker sig selv” er et super godt program, og jeg har dyb respekt for at hun stiller sig op med et kamera hold og lukker hele Danmark ind i sit hovede. Særligt når det drejer sig om ens selvværd og negative tanker. Det demonstrere rigtig godt hvad mange kvinder tænker om sig selv i dag – nogle værre end andre. Kan alle disse tanker kvinder har fået fyldt deres hovede med skyldes vores hormoner? Bliver kvinder nogensinde helt tilfredse med deres krop? Hvad sker der når man så ér tilfreds med sin krop? 

Jeg har egentlig aldrig tænkt over hvor ødelæggende negative tanker om en selv kan være. Jeg har i hvert fald haft rigeligt negative tanker igennem årerne, der har fået frit spil i mit hovede. Frit spil til at få mig til at føle mig tyk og utiltrækkende og frit spil til at ødelægge mit humør. 

Jeg har fået bildt mig selv ind at da jeg vejede 63 kilo for halvandet års tid siden – da var jeg lykkelig og tilfreds med min krop. Men var jeg det? Jeg tænker tit over hvad der gjorde mig glad for min krop dengang. Havde jeg en helt anden tankegang om mig selv? Jeg husker i hvert fald tydeligt følelsen da jeg stod på en vægt og den sagde 63,4 kilo. Jeg følte mig uovervindelig og som den lækreste kvinde i hele landet. Jeg havde ikke en flad mave, spændstig numse eller en krop hvor de små irriterende deller ikke var eksisterende. Jeg kan sagtens se når jeg kigger billeder, at jeg overordnet set var lidt mindre end jeg er i dag – men er det den lille forskel der gjorde jeg var lykkelig for min krop..?

Jeg vil i hvert fald ned på 63 kilo igen og så vil jeg sætte mig og læse dette indlæg og så stille mig selv de samme spørgsmål. Jeg bliver nød til at finde ud af om jeg bliver tilfreds og lykkelig over min krop hvis bare jeg vejer 63 kilo igen. 

Jeg slugte Petras program råt – og håber og føler jeg har lært noget af det Petra gik igennem. Jeg prøver at huske på alle de redskaber og kloge ord hun fik med på vejen af psykologen når mine tanker slår sig løs. For er det de 5 ekstra kilo jeg har på sidebenene der skal afgøre alt? Jeg ér glad for mig selv og de fleste dage er jeg tilfreds med min krop. Jeg prøver at huske på at mennesker omkring mig ser meget anderledes på mig end jeg selv gør. Jeg er sund og rask og har en dejlig kæreste, det skal jeg være bedre til at fokusere på – i stedet for at spilde tid på negative tanker omkring min krop når jeg egentlig bare kunne lette min r.. og gøre noget ved det i stedet. 

Jeg vil være bedre til at komplimentere andre kvinder i hverdagen, for det betyder så meget at få søde ord med på vejen af andre mennesker. Er du glad for dig selv? Elsker du dig selv og kan kan du sige det højt til et spejl?

Nu vil jeg smutte ud og løbe en tur – jeg skal jo løbe en halvmaraton til september 😉

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

 

Næste indlæg

Tough life as cabin crew